Bøgebjerg børnehus og vuggestue
I Bøgebjerg Børnehus arbejder vi ud fra et positivt menneskesyn om, at alle gør deres bedste. Hverdagen tilrettelægges ud fra børnenes behov og interesser. Vi skaber gode læringsmiljøer i forskellige rammer. Vi har fokus på, at børn leger og lærer bedst, når de er glade og trygge. Vi opdeler børnene i forskellige alders/ interessegrupper m.m., så læring og leg passer til alle.
Grundlæggende menneskesyn
I såvel det pædagogiske arbejde, i forældresamarbejdet, i personalesamarbejdet og i ledelsen er udgangspunktet et positivt og anerkendende syn på alle. Vi lægger vægt på et menneskesyn, hvor alle mødes i en positiv forventning om, at alle præsterer deres bedste, og hvor der fokuseres på styrker og ressourcer i stedet for fejl og mangler. Dette giver en hverdag, hvor børn, forældre og personale oplever rummelighed, god stemning, livsglæde og overskud i et spændende, stimulerende pædagogisk miljø.
Glade børn lærer bedst
Det skal være sjovt at gå i børnehave. Når barnet har mulighed for fordybende leg, glæder, oplevelser og udfordringer, skaber det læring og udvikler barnets kompetencer. For at styrke barnets selvværd, er det vigtigt, at vi ser det enkelte barn som unikt med sine særlige styrkesider, som det fremgår af de profiler, vi udarbejder på børnene. Vi arbejder på at styrke det enkelte barns behov og styrker understøttes, samtidig med et krav om, at barnet skal kunne indgå i et fællesskab.
Læringsmiljøer
Vi skaber læringsmiljøer med plads til alsidig leg og fordybelse. Vi stiller spændende rammer op for børnene, som de ikke kan lade være med at udforske. Børn føler sig mest frie, når de er trygge, og det er rammerne, som gør dem trygge. De rammer består ikke mindst af et kompetent personale, som har et positivt syn på barnet, og som er engagerede i deres arbejde.
Den pædagogiske læreplan
I nedenstående finder du link til vores seneste pædagogiske læreplan, som udgør rammen og den fælles retning for personalets pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Du finder også link til evaluering af den pædagogiske læreplan.
https://www.fmk.dk/media/cvyleffi/den-paedagogiske-laereplan_boegebjerg-boernehus.pdf